
6 ting at være opmærksom på, når du bestiller flybilletter
Det kan være en jungle at navigere gennem online booking af fly. Denne lynguide opridser, hvad du skal huske ved brug af eksterne søgeportaler – og når selskaberne inkluderer et væld af tilvalgsmuligheder og ekstra køb.
De fleste rejsende kender følelsen: Destinationen er valgt, og det kribler i mave og hænder for at få bestilt billetterne. Man sætter sig forventningsfuldt til computeren for at finde de hurtigste, bedste og billigste afgange.
Nu skal der endelig styr på rammerne for ferien, så man for alvor kan begynde at glæde sig. Måske bruges en søgemaskine som Momondo, en online rejseudbyder som Expedia – eller flyselskabets egen hjemmeside.
Uanset hvad bliver forventningens glæde hurtigt hæmmet af en uoverskuelig brugerrejse med flere tvivlsomme til- og fravalg, ekstra gebyrer og tilsyneladende vigtig viden om tidspunkter og mellemlandinger skrevet med småt i bunden af siden.
For at gøre det enkelt har vi samlet 6 gode og centrale råd, der hjælper dig med at navigere mere smertefrit gennem en flybooking på nettet.
1) Bestil direkte hos flyselskabet
Der er flere fordele ved at købe din billet direkte fra udbyderen – uanset om det er SAS, Lufthansa, Ryanair eller Turkish Airlines. For det første er du sikret en bedre behandling i tilfælde af flyændringer eller aflysninger. Det gælder f.eks. hvis en afgang bliver aflyst, eller du får behov for at ændre afrejse- eller hjemrejsetidspunkt.
Flyselskaberne giver bedre service og kommunikation, hvis du har købt direkte hos dem. Er der derimod et mellemled – som Travellink eller Flybillet.dk – bliver det sværere at placere ansvar og få økonomisk kompensation.
Derudover gør Forbrugerrådet Tænk opmærksom på, at du mister din ret til hjælp ved forsinkelser, hvis du selv kombinerer billetter fra forskellige selskaber. Har du én samlet reservation, er selskabet ansvarlig for at godtgøre eventuelle rejseproblemer.
Hvis du får brug for at indsende en reklamation, er det også langt nemmere at håndtere sagen direkte hos flyselskabet end via en online udbyder – som nogle gange mangler en pålidelig kundeservicelinje.
En sidste fordel: Du opnår ofte besparelser ved at købe tur/retur-billetter eller booke for flere personer på én gang.
2) Forvent forskellige billettyper
Når du har valgt din billet, dukker der ofte 3-5 sider med tilvalg op, inden du når til selve betalingen. Det kan nemt skabe nervøsitet for at ’tikke en forkert boks af’ eller komme til at vælge noget uønsket.
Ofte er der tre forskellige billettyper til samme afgang: økonomi, prioritet eller business.
Prisen afspejler de vilkår, du får med:
- Hurtigere check-in
- Mere sædeplads
- Tilladt bagagemængde
- Og vigtigst: mulighed for at ændre billetten
Overvej på forhånd, hvad du vægter højest: Den billigste løsning – eller komfort og fleksibilitet?
Typiske tilvalg inkluderer:
- Bagage
- Sædevalg
- Mad ombord
- CO2-kompensation
- Forsikringer (se punkt 3)
- Ombooking og kompensation
- Reservation af billet
- Tilbud på hotel eller billeje
Det kan virke som om, flyselskaberne gør processen bevidst kompleks for at opnå mersalg. Strategien kaldes drip pricing, hvor småbeløb drypper ind undervejs – og lufthavnsgebyrer tilføjes til sidst.
Tip: Vær særligt opmærksom på bagageregler og ombookingsmuligheder.
3) Kend dine rejseforsikringer
Inden du tilkøber forsikringer ved booking, bør du tjekke din egen rejseforsikring. Den dækker måske allerede:
- Afbestilling ved sygdom
- Forhindringer grundet vejr eller sundhedssituationer
- Misset mellemlanding
- Udgifter til ny billet, mad og ophold
Rejseforsikringer varierer, og nogle dækker både forsinkelse og mistet afgang – mens andre kræver, at du først søger kompensation hos flyselskabet.
Uanset hvad, giver det mening at kende din forsikringsdækning, inden du klikker ”tilkøb”.
NB: Har du bestilt en pakkeløsning gennem et bureau, kan ansvaret ligge der.
4) Gennemgå persondetaljer grundigt
Små fejl i navn, pasoplysninger eller datoer kan blive både dyre og besværlige. Mange lavprisselskaber opkræver høje gebyrer – og online udbydere kan tage op mod 1.000 kr. i ’servicegebyr’ for ændringer.
Dobbelttjek:
- Fulde navne og adresse
- Flydato og tidspunkt
- Transit og mellemlandinger
- Pasnummer og udløbsdato
- Stavefejl generelt
Check-in-processen kan også være kompleks, især ved lavprisselskaber – så læs betingelserne grundigt.
5) Sæt tid af til transit
Nej – én time er ikke nok til at nå et connecting flight.
Sæt minimum 1,5 time af – og mere, hvis:
- Lufthavnen er stor
- Du flyver med to forskellige selskaber
- Der kræves visum eller dokumenttjek
- Du mellemlander i myldretiden
Vær opmærksom på self-transfer eller non-protected transfers, som du ofte finder hos online udbydere. Her kombineres separate billetter – og misser du forbindelsen, er der ingen dækning.
6) Tjek priserne – igen
Tag aldrig den første pris for givet. Samme billet kan koste forskelligt afhængigt af:
- Hvilken søgemaskine du bruger
- Hvilket tidspunkt du søger på
- Hvilket land eller enhed du bestiller fra
- Hvilken ankomstlufthavn du vælger
Nogle flyportaler viser sponsorerede resultater – og ikke nødvendigvis de billigste. Sammenlign derfor altid på tværs af platforme, og overvej at søge i inkognito-tilstand for mere objektive priser.
Klar til afgang?
Med disse seks råd i bagagen står du langt stærkere i mødet med flyselskabernes junglelignende bookingprocesser – og kan trygt klikke ”bekræft betaling” uden skjulte overraskelser.