Hvor lang tid før skal man være i lufthavnen?
Det er altid godt at have ekstra tid i lufthavnen før en flyrejse, så der er tid til at håndtere uforudsete køer eller komplikationer uden stress. Men du skal heller ikke opholde dig alt for længe og spilde både tid (og penge).
”Better safe than sorry.” Det er stadig reglen, når det gælder ankomsttidspunkt i lufthavnen.
Du skal helst give dig selv og dine med-rejsende lidt ekstra buffer, så I ikke skal løbe gennem sikkerhedskontrollen eller haste ned ad gangene, hvis gaten pludselig skifter fra område A til D.
Her kommer en guide til, hvor lang tid før man skal være i lufthavnen. Og hvad du selv kan gøre for at speede processen op.
Vi har også inkluderet lidt information om store danske lufthavne.
2 timer før afgang – den gyldne regel
Alle skal igennem boardingpas kontrol og sikkerhedstjek i lufthavnen, uanset om de flyver indenrigs eller til den anden side af jordkloden. Alt afhængig af rejsetidspunkt, kan der være ventetid i køer ved de forskellige skranker og kontrolpunkter ved check-in.
Derfor er det en god regel at have minimum halvanden og gerne to timer i lufthavnen, så der er tid til de forskellige procedurer. Herunder:
- At finde check-in skranke og aflevere dine kufferter.
- At komme forbi sikkerhedskontrollen.
- At lokalisere og gå til gaten.
- At browse i tax-free butikkerne.
- At købe en bid mad eller en drink for at ”fejre” ferien.
Det er klart, at forretningsrejsende som ofte flyver indenrigs eller til nærliggende steder i Europa ofte skærer ned til én til halvanden time før. To timer er for at have god tid – så man undgår hastværk og stress ved uforudsete hændelser.
Tidsrammen sikrer også, at der er noget at give af på vej til lufthanven. Hvis der er kø på motorvejen, et aflyst tog eller en forsinket metro.
Længere rejser
Hvis turen går oversøs eller via et udenlandsk flyselskab, der har særlige procedurer, kan det give mening at møde op før. Det gælder uanset, om du rejser i en dansk eller udenlandsk lufthavn.
Er rejsen international, er det godt at ankomme tre timer før afgang.
Hovedårsagen er, at rejseformaliteter, bagage check-in og kontroller er mere omfattende, hvis du skal til Canada frem for Bremen. Du skal ofte stå i kø til flyselskabets skranke og fremvise både visum, rejseformular, pas og nogle gange også indtjekningsdokumenter som hotel eller lignende.
Jo større lufthavnen og dens infrastruktur er, jo længere tid bruger man. Nogle gange kan det tage 25 minutter bare at komme fra en lufthavns sektion til en anden, mens security-check kan tage 40 minutter og indrejseformaliteter over 45 minutter.
Skal du tjekke alternativ bagage ind?
Hvis du har særbagage med på turen, kan check-in tage længere tid. For eksempel hvis du skal have dyr eller avanceret hobbyudstyr med på rejsen, eller hvis du har for meget vægt i kufferten.
Er der strenge visumregler for destinationen?
Nogle lande som USA og Canada – men også eksempelvis mellemøstlige destinationer – har strengere indrejsekrav. Du kan blive overrasket på falderebet over for eksempel medicinsk dokumentation, spørgsmål til rejsen, formalia eller uforudsete dokumentkrav. Er andre passagerer i samme båd, resulterer det automatisk i længere køer.
Flyver du med et lav-pris selskab?
Lav-pris selsskaber har det med at have færre ansatte medarbejdere samt yde mindre kundeservice. Kommer du derfor i check-in vanskeligheder, kan det tage ekstra tid. Vær også opmærksom på, at flere har strenge indtjekningskrav (to timer før), ellers kan det koste penge at tjekke ind.
Har du/I som rejsende specielle behov?
Tag højde for, hvis du eller I som familie har særlige behov for ekstra tid. Det kan både være, hvis der er små børn, der skal ammes eller overholde sovetider. Eller hvis et familiemedlem er skadet eller har et handicap, så I skal benytte jer af speciel lufthavnsassistance.
Flyver du i de travelste perioder?
Weekender og dagene op til er altid lig med flere mennesker i lufthavnen. Det samme gælder sommerperioder og ferie- samt helligdage. Flyver du tidlig morgen eller sen aften, er der ofte bedre plads.
Forberedelse sparer tid
Disse generelle anbefalinger hjælper med at gøre lufthavnsoplevelsen endnu mere gnidningsfri.
For det første, så husk at tjekke ind på forkant, hvilket langt de fleste flyvninger tillader. Du får et elektronisk boardingkort, som du kan scanne ind og vise enten i udprintet version eller på mobil i lufthavnen.
Brug enten app eller e-mail, da print screens (billede) af boardingkortets stregkode nogle gange ikke er skarpt nok til de automatiserede check-in maskiner.
Online check-in åbner typisk mellem 72 og 24 timer før flyafgang.
Du kan enten tjekke ind via link i din bookingbekræftelse fra flyselskabet eller ved at indtaste bookingnummer eller navn online på deres hjemmeside. Her kan du også holde dig opdateret på afgangstidspunkt. Flyselskabet kan lave ændringer på dagen, så der er ingen grund til at spilde tid i lufthavnen, hvis det er forsinket et par timer.
Print alle nødvendige rejsedokumenter som visum, flybillet, indrejseformular, vaccinationsbevis, overnatningsbekræftelse med mere, så du hurtigt kan vise det til lufthavnsmyndigheder og flyselskab. Hav altid dit personlige pas klar. Derudover kan du med fordel pakke din kabinekuffert til flyet grundigt inden afrejse, så du har de nødvendige ting på dig samt er forberedt på kontrol af væsker, elektronik og lignende.
Få inspiration til pakkeliste her
Tjek den enkelte lufthavn
Sidst men ikke mindst har hver enkelt lufthavn deres egne guidelines. Vi har inkluderet Kastrup lufthavn, Billund og Aalborg her – samt links til hjemmesiderne.
Hvor lang tid før skal man være i lufthavnen CPH
Kastrup Lufthavn syd for København er landets største. Den slog rekord for antal passagerer i sommeren 2024 med over tre millioner på én måned. Travlhed i lufthavnen svinger meget, ligesom køerne til check-in.
Kastrup anbefaler altid at komme to timer før flyafgang – og tre timer ved flyvninger uden for Schengen-området. Mellemlander du i Europa er førstnævnte tidsramme okay. Læs mere på deres hjemmeside.
Hvor lang tid før skal man være i lufthavnen Billund
Billund Lufthavn ligger tæt ved Legoland i Jylland og går under navnet ”Vestdanmarks internationale lufthavn”. Det er landets næststørste lufthavn, og der er afgange til mange forskellige steder i verden.
De anbefaler også at ankomme to timer før samt har en overskuelig og nem check-in guide. Læs mere på deres hjemmeside.
Hvor lang tid før skal man være i lufthavnen Aalborg
Rejsende fra det nordlige Danmark vil formentligt flyve ud fra lufthavnen i Aalborg. Den har historisk haft mellem 100.000 og 150.000 passagerer om måneden. Selvom ventetiden i deres sikkerhedskontrol ofte er kortere end de to andre, anbefaler Aalborg Lufthavn også at komme to timer før.
Specielt da man skal tjekke ind ved charterrejser én time før, mens deadline hedder 20 – 45 minutter før ved indenrigs- og udenrigsfly. Du kan finde en samlet oversigt over flyselskaber, regler for håndbaggage og sikkerhedskontrol. Læs mere på deres hjemmeside.